Vinsmagning – tre røde og en hvid fra sortimentet.
Alt er smagt blindt.
Endnu en vinsmagning – puh det hårdt 🙂 Først fik vi en af undertegnedes favoritter – Les Courtines, Vieilles Vignes, Carignan, 2015#. Vinen er frisk i udtrykket og med en klædelig frugtsødme (ikke sukker, bare modenhed), og så er den ualmindeligt let at drikke, nærmest læskende.
Så fik vi en rigtig fin Chateauneuf-du-Pape, Domaine du Pegau, 2014#. Klassisk næse med peber, mørke bær, skovbær yoghurt, kirsebær, vanilje, oksekød. Ret fyldig og intens i munden, forholdsvis blød og god sødme.
Så fik vi piemontesisk barbera, nemlig Ricossa, Barbera, Appassimento, 2014#. Vinen er lavet på tørrede barbera druer. Dette fornemmes ret tydeligt i vinen, der er fyldig og har en distinkt, men ikke overdreven, frugtsødme. Mørke bær og lidt vanilje i næsen. Rigtig fornuftig vin.
Til sidst fik vi Chardonnay fra Alto Adige i Norditalien – Girlan, Flora, Chardonnay, 2014#. Vinen er lækker og fyldig i munden, med god sødme, men stadig struktur og syre til at være frisk. I næsen er der lyse frugter, herunder en meget tydelig litchi aroma. Nærmest lidt dekadent i næsen – men som nævnt fin frisk i munden.
Da vi har alle vinene til salg, sætter vi ikke egne point på denne gang.
/Thomas Løkkebø
Note om uvildighed (eller mangel på samme). Vi sælger vin og er derfor per definition ikke uvildige. Vi prøver dog altid i vores smagenoter, at være fair og rimelige. Vi smager alle mulige vine, og selvfølgelig også vine som vi sælger. Vine vi har en direkte eller indirekte økonomisk interesse i, er markeret med # efter vinens navn.